tirsdag den 10. januar 2012

Tændstikker


I land igen i Kallam midt på formiddagen. Vi fik hjælp til at finde en tuk-tuk, hvor vi fik aftalt, hvad vi gerne ville ud at se denne dag. Vi valgte kun at komme ud og se enkelte af de steder han forslog os, da vi havde bestemt at vi ville videre mod nord med tog samme dag.

Vi kørte ud for at se en tændstikfabrik. En fabrik i Indien kan på ingen måde sammenlignes med en fabrik i den vestlige verden. De er ofte små og privat ejet og ikke store som herhjemme

Den fabrik vi så var egentlig bare et par små rum, hvor der sad en lille pige. Vi spurgte meget ind til, hvorfor hun ikke var i skole fremfor at sidde her og arbejde. Vi kunne bare ikke se, at hun var 20 år, og derfor færdig med sin skole for længst. Chaufføren fortalte at det var almindeligt at være så lille da hun ikke havde fået den ernæring, hun havde haft behov for i sin opvækst. Hvilket er synligt på mange af landets fattige. De er meget små og meget spinkle. Pigen var af en så fattig familie, at tuk-tuk føreren ikke mente, det ville være nogen mulighed for, at hun blev gift, da familien ikke ville have råd til medgiften. Men hun finder måske en lige så fattig kasteløs på et tidspunkt.

Arbejdsopgaven er flg. at tage tændstikker op af rammen og lægge dem i æsken og efterfølgende pakke æskerne i kasser.

Hendes indtjening er 9 rubies for en hel kasse med tændstikæsker = 70 rb. pr. dag
altså 7 kr.
Tændstikkerne har en salgspris på 1 rb.

Vi fik kun købt en enkelt æske - ganske vist til en voldsom overpris på 10 rubbies hvilket svarede til en timeløn -alt for lidt - hun skulle have haft meget mere for den. Stakkels pige. 



Et trøsteløst liv - men bedre end ikke at have noget arbejde.

Pinde klar til at blive svovlet


Så er der svovl på og de er klar til at blive pakket i æsker
På stationen var et spisested, hvor der kun var mulighed for at spise tradiotinel indisk mad af bliktallerkner - heldigvis havde vi selv vand tilbage, da der kun var vand i kander, som ikke er for vestlige maver.
Vi tog toget videre fra Kallam mod en by som hed et eller andet på vej mod Combitore hvilket er en større industriby inde i landet. Sidsel ville ikke være med til at købe billet hele vejen derop så derfor stod vi af på en station og fik da købt nye billetter til toget og afsted igen. Mest fordi det ikke var muligt at købe en direkte billet nu, men først om aften.
Coimbatore ligger ved foden af de blå bjerg, hvor vi gerne ville op. Vi rejste på general qouta som er absolut laveste klasse og uden pladser, men det var sørme billigt omkring 14 kr for 2 person med en rejse tid på ca. 10 timer - det kan DSB ikke levere en rejse til selvom DSB ikke har sprøjtet for utøj i deres vogne.

Vi sneg os ind i en vogn med air-con - uha der var koldt men pænt rent. Det gik lige til der kom en konduktør, og så var det ud igen med besked om at vi ikke skulle prøve på at snyde os til at blive siddende for han kom tilbage.
Der var ellers skiltet med i denne vogn at der hver 2. uge blev sprøjtet for utøj - tror jeg bestemt heller ikke der blev i de andre vogne.

Vi skiftede vogn ved næste station, men toget var bare helt fyldt op og vi endte til sidst med at sidde ved indgangen på vores kufferter. Det lufter dejligt i indgangen for dørene bliver sjældent lukket i togene. I toget var der mange pilgrimsrejsende som bare moser sig ind og tager ens plads Grrrr.... men sådan er det bare. Heldigvis var der ingen der forsøgte at tage den plads vi havde oven på kufferterne. Senere kom der en kontrollør. Vi var blevet fortalt, at vi kunne købe en opgradering i toget, men ingen af kontrollørerne ville sælge os en. For så skulle vi jo egentlig have brikse at sidde på også. Da den 3 kontrollør kom, sagde han at vi skulle flytte os og det med det samme. Vi fik dog lov at blive siddende, til næste station. Vi havde siddet der i flere timer og var snart fremme, så vi satsede på, at han ikke kom igen. Det gjorde han dog. Denne her gang, var han heldigvis ved at sælge en upgrate til en inder, så det var han også nødt til, at sælge os. Men vi fik mange formaninger om, at der ikke blev et sæde til os. Det var også lige meget, vi sad fint på kufferterne.

Toget blev mere og mere forsinket derfor nåede vi først frem til Coimbatore kl. 23:30.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar