Besøg hos Neha - vores sponsorbarn.

Ved besøget i Indien i 2009 brugte vi juleaftensdag på at besøge sponsorbørn i Madanpur Khadar New Delhi. Samme dag bestemte vi os for få vores eget sponsorbarn. Dette barn blev Neha, som vi også besøgte den dag. Det var en forsagt og noget skræmt familie, der pludselig fik besøg af helt ukendte personer og desuden helt hvide i hovederne.



Neha og familie 2009

Det år fik hvert af børnene et sæt tøj, alt sammen i en størrelse der bestemt var til at vokse i. Hvis en familie er så fattig som denne er er det naturligt at købe tøj, der kan vare rigtig længe. Familien er genhuset af regeringen og har tidligere boet på en losseplads. Faren er daglejer og har derfor svært ved at forsørge dem. I julen 2010 sendte vi en bekendt ud til dem og hjalp med at få købt nyt tøj.

I 2011 brugte vi vores første dag i Delhi på at besøge Neha og hendes familie. Det var spændende at se om der var sket nogen ændringer de sidste 2 år. Der er bestemt sket væsentlige forbedringer.

Besøget i 2011 - vi fik husets eneste stole - måske var de lånt

Nehas mor er begyndt at arbejde lidt hjemmefra, hvor hun folder aviser til små poser, samt syr for andre fx. syr en sari i enderne. Det giver familien en ekstra indtægt, hvilket har givet råd til tv og køleskab. Desuden er moren begyndt at gå lidt i skole igen, så hun kan hjælpe sine børn med lektierne.

Vi havde kage og juice med til familien, ligesom vi igen gav Neha et nyt sæt tøj. Vi ville gerne have givet moren et sæt også, men hun ville hellere at pigerne fik et sæt hver, så det gjorde de. Nu er det sådan, at de tror på der kommer penge til tøj hvert år og børnene får det i en størrelse som passer dem. I år ønskede de sig den traditionelle indiske kjole med store mængder af perler - og fik det selvfølgelig. En kjole, købt i en lokal forretning, koster ca. 55 DKR.

Nehas gade - potterne på taget er ikke til pynt men forhindrer, at taget blæser af.

Kvarteret er et område hvor der ikke normalt færdes turister og det måske ikke er sikkert at færdes der på egen hånd.  Det er præget af voldsom fattigdom over alt. Husene er bygget i lange rækker og består af et eller to rum formentlig afhængig af hvor stor familen er. I dette rum skal familien lave mad, sove og leve deres liv. Køkkenet består af en pumpe til vand og et primus til madlavningen. Der findes ikke skabe eller lign. alt service, som er lavet af blik, står på hylder rundt i rummet.

Disse stod udenfor og kiggede ind på os da vi var på besøg hos et andet sponsorbarn

Det var ikke almindeligt at der kom hvide mennesker i kvartert og interessen for os var stor, selvfølgelig også fordi de alle var fattige og kunne have behov for at få økonomisk hjælp.



Casp' har også andre aktiviteter i området. 

Vi kom i middagspausen, så der var ikke så mange børn tilbage.

De har et aktivitetscenter for kvinder, hvor de kan lære et håndværk eller få skoleundervisning. Håndværket er som oftest traditionelle kvindefag; at sy eller frisør. Det, at nogle får undervinsing og at andre kvinder er kommet lidt på arbejdsmarkdet, bevirker at der også bliver behov for fx. en børnehave som vi ikke så ved det tidligere besøg. Der var indskrevet ca. 30 børn, men kun 3 var tilbage denne dag. De virkede lidt stille og som om de ikke blev aktiveret - men måske kom vi bare på et uheldigt tidspunkt.
Casp støttede flere i familien, den ældste dreng går i skole noget væk fra familien og har derfor fået en ny cykel - den viste han glad og gerne frem. Delhi er en by, hvor det som dansker virker helt uforsvarligt at bevæge sig rundt i på en cykel, men hvis man er født på stedet har man vist en andet opfattelse af det.



Bilen som Casp henter og bringer besøgende i. Kontoret ligger i bygningen til højre - til venstre bo hjemløse i telte. 

Efter rundvisningen blev vi kørt tilbage til Main Bazar af en kvindelig chauffør. At tage et kørekort i Indien er både dyrt, og formentlig ganske svært pga. den voldsomme trafik. Færdselsregler ofte er ikke eksisterende eller for den stærkeste - tror det er sådan, at tøver man som chauffør et øjeblik har den andet for ret til at køre. Organisationen er derfor, ikke uden grund, meget stolt af at de har en kvindelig chauffør.

Vi havde indsamlet en stor mængde tøj til uddeling gennem organisationen Terre des Hommes - Casp. Det meste fik de også til uddeling blandt de familier som de har kontakt til.
Lidt blev dog uddelt til disse fattige sigøjner i Main Bazar, men klog af skade gør vi det ikke en gang mere, de er bare ikke til at slippe af med igen og de vil blive med med at have mere.

Sigøjnerbørn som fik nyt tøj - og de trængte meget. De står ved siden af vores ynglingsrestaurant.