Nytårsaften 2011

Nytårsaften 2011.

Efter besøget hos Neha tog vi tilbage til Main Bazar og fik bestilt togbilletter til  Varanasi (tidligere hed byen Benares). Bonty hjalp os med at få bestilt de rigtige, det var ikke muligt at få billetter før d. 31/12 2011med afgang ca. kl. 16:00 - altså nytårsaften og ankomst ca. kl. 06:00.

 At rejse med tog i Indien er klart noget som skal prøves - og man glemmer det aldrig igen. Der rejser ca. 14 mill. passager med togene hver dag, så tro ikke at man kan komme til at føle sig ensom undervejs.

Togene i Indien er opdelt i forskellige klasser alt fra monkey- til businessclass. De billigste har kun siddepladser, den næsteklasse har sovepladser om natten hvor man kan ligge i 3 lag. Derefter findes der nogle sovetog med kun brikse i kun 2 lag, som vi kørte med. Derudover findes der tog med aircon, hvilket vi ikke opnåede at få billetter til, men kom dog til at køre med en i en kort periode senere på turen indtil vi blev smidt ud.

Vi fik biletter til et sted midt i mellem dvs. at rengøringsstandarden ikke var særlig god men omvendt fik vi pladsbilletter sådan at vi havde hver vores briks uden sengetøj. Duften var ikke så voldsom slem da det ved starten var lyst og ikke særlig koldt, sådan at det var muligt at have vinduet åbent.

Et tog tilsvarende det som vi kørte med til Varanasi  - de findes både lidt værre og meget bedre.

Disse specielle kvindetog findes næsten ikke mere.

Sådan noget pjat med at passagerer ikke må gå over sporet findes ikke i Indien - men der er sikkert heller ikke nogen mulighed for erstatning hvis der kommer et tog.

Indiens tog udgør en rigtig stor del af transportvejen for gods - heldigvis skulle det ikke med vores tog alt det hele.

Arbejdstilsynet kommer vist aldrig i Indien.

Så længe der er lyst udenfor oplever man en rigtig stor del af Indien under en tog tur både hvad der sker udenfor og inde i toget. På et tidspunkt kome en lille dreng kravelende i en rasende fart - han fejede gulvet med en lille kost og tjente lidt penge på den måde. Et ganske relevant job da affaldspande ikke findes i en tog og alle bare smider deres papir, tekopper og andet affald på gulvet. Skulle der være en som trængte til at spytte er det også bare på gulvet.

Uanset hvor man er i Indien er der køer og alt fra dem anvendes på mere eller mindre fornuftig vis;  mælken bliver drukket og kokagerne bliver tørret og brugt til brændsel. Kødet spises dog ikke idet man jo ikke spiser sin mor.

Der findes aber i store dele af Indien men af forskellige slag. Her under togturen fra Delhi mod Varanasi hvor der ses rigtig mange aber, ligeledes i Jaipur hvor de hænger i træerne inde i byen. I Goa er det væsentlig større abearter som findes.

 Der bygges rigtig meget overalt men det meste ser ikke ud til at blive færdigt.

Sidsel forsøger at bedre udsigten lidt med en gang viduespudsning ikke at det hjalp men tiden gik med det.

 Et farveri og lige nu bliver der farvet i den gule farve

.

 Må jeg få noget mad? - der er en grund til at der på togstationerne er rigtig mange aber

Den tid Sidsel ikke brugte på, at pudse vinduer brugte hun på, at smage på alt, hvad der kunne komme igennem de tremmer som var for vinduerne. Indiske tog holder mere stille end de kører og derfor er der rig muligheder for at handle med personerne uden for, uden at lette røven. Maden inde i toget var rigtig dyr. Vi måtte af med 50 rs for denne omgang ris - til gengæld smagte den godt og var nænsomt krydret ;-) Det udenfor var til gengæld billigt. Når det sjældent koster over 10 rs at få noget ind gennem vinduerne, så kan man prøve alt hvad der ser spiseligt ud. Er det ikke godt, kyler man det bare ud af vinduet igen- hvilket er den indiske måde at rydde op på

MAD!

 En landsby uden elektricitet.

Det er nu omkring årsskiftet og vi har sovet fra det hele. Der var i toget ikke noget som tyede på, at der blandt de reletiv fattige mennesker som vi rejste sammen med, skule fejres at vi gik fra 2011 til 2012.



Det varer lidt før de indiske tog kommer på højde med et IC3

Toiletterne i et indisk tog er noget helt for sig selv. Der findes 2 slags og fælles for dem er, at de stinker ganske forfærdeligt. Forskellen er, at der i den ene slags findes et hul som man kan sætte sig hen over og håbe på at ramme, den anden slags er et vestligt toilet af metal, som er så ulækkert at det ikke er muligt at sidde på det mens man skal det man nu skal, sådan et sted. Derfor tisser de fleste mænd også ud af dørene. Måske derfor de aldrig bliver lukket.

Med en rejsetid på ca. 16 timer er det bare nødvendigt at gå på toilettet. Tænk Sidsel troede hun selv måtte holde ved flasken med desinfektionsvæske - men nej den gik ikke; frem med poten og få noget hældt på.

Turen gik med at købe mad, kigge ud på verden og med at sove. Selv da det blev mørkt og vi lukkede vinduerne trak det voldsomt ind, og vi frøs i soveposerne. Forkølelsen var tydelig dagen efter - men vi sultede ikke!

En episode fra togtur i 2009/10Vi havde under den første rejse til Indien haft en rund tur med tog fra Delhi til Agra for at se Taj Mahal - det skal man se én gang når man er på de kanter. Vi rejste videre i en total faldefærdig bus til Jaipur, hvor vi efter en overnatning havde biletter til et tog tilbage til Delhi hvor vores bagage stod.
Vores biletter var til en sovevogn af en nogenlunde standard som skulle afgå fra stationen lidt før kl. 23:00. Vi tog en taxi til stationen i rimelig tid og fik hjælp til at finde det rigtige spor. Det var en relativ lille station og derfor ikke voldsomt svært. Ventende på toget og klar på, at det var nemt at finde den korrekte vogn da vores navne ville være skrevet på en seddel uden på toget ventede vi og klokken blev 23 og noget mere. Vi spurgte nogle hjælpere, og nogle andre passagerer om toget kom - det er lidt forsinket men det kommer kl. 24:00. Tiden sneglede sig afsted og vi var trætte. Kl. 23:55 kom et tog ind på sporet og vi var glade og fandt den vogn med det nummer som svarede til det som stod på vores biletter og gik ind. Der lagde nogen på vores pladser og det gjorde vi dem pænt opmærksomme på - det var de ikke enige i for de havde også biletter til pladsen. Toget begyndte stille at rulle ud fra stationen og vi har klar over at vi var i det forkerte tog, men på trods af at dørene stod åbne kunne vi ikke bare hoppe af igen.
Kort efter kom en konduktør og bad om biletter - og kunne fortælle os at vi var på det forkerte tog - det var et 3. klasses tog vi var på og vores biletter var til et 2. klasses tog. Der var mennesker over alt; på sovebriksene, på gulvet og nogle som stod op.
Toget kørte ca. 1 time og stoppede - der var bare helt sort udenfor og ikke nogen station men et trinbræt. Der var ikke nogen af os som skulle af i den mørke, også fordi vores 2. klasses tog ville formentlig ikke stoppe ved et trinbræt. Vi blev siddende, og toget kørte igen efter et stop på ca. 15 minutter. Konduktøren kom tilbage og fik øje på os og spurgte meget vredt Are you still here? I´ve asked you til leave the train. Vi kunne bekræfte at vi var her stadig fordi det var mørkt udenfor og vi havde biletter, som var meget dyrere end det ville koste at købe noget til toget her.
Det gjorde ikke nogen forskel for ham og svaret var helt enkelt Now I have to give you a fine. Den blev på 1800 Rubies - ikke noget stor bøde for 4 personer men Indien er voldsom kurupt og pengene ville helt sikkert ikke gå i kassen hos de indiske jernbaner, men som en ekstra indtægt hos togkonduktøren. Formentlig svarende til en ½ månedsløn.
For de penge ville han da også sørge for at vi fik en seng hver. Allerede ved vores første kontakt med ham havde han hevet en indisk kvinde ud fra en seng, hun lå sammen med et spædbarn, hun flyttede sig uden en lyd og afleverede sit barn hos en ældre kvinde i en af de andre senge og lagde sig selv hos sin ægtefælle på en anden briks. Det ville jo ikke være rimeligt at der var flere inder som skulle står op resten af turen fordi vi ikke kunne finde ud af at stå på det rigtige tog.
Betale ville vi heller ikke og ringede nu kl. 01:00 til Bonty i Delhi for at fortælle ham at vi bare havde brug for hans hjælp nu. Han talte /skændtes med konduktøren gennem lang tid og ind i mellem talte vi med ham. Hans forslag var i første omgang bare at betale bøden, men til sidst fik han overtalt konduktøren til at han skulle skrive en seddel til os når vi kom til stationen i Delhi, og så ville vi næste dag komme på stationen i Delhi for at betale bøden - vi havde sagt at vi ikke havde penge nok med, hvilket ikke var sandt. Da vi stod af toget i Dehli var han der ikke og vi så ikke mere til ham. Og vi nåede på hotellet og fik hentet vores bagage sådan at vi kunne komme med flyet til Goa til middag.