lørdag den 31. december 2011

Nytårsaften 2011

Nytårsaften 2011.

Efter besøget hos Neha tog vi tilbage til Main Bazar og fik bestilt togbilletter til  Varanasi (tidligere hed byen Benares). Bonty hjalp os med at få bestilt de rigtige, det var ikke muligt at få billetter før d. 31/12 2011med afgang ca. kl. 16:00 - altså nytårsaften og ankomst ca. kl. 06:00.

 At rejse med tog i Indien er klart noget som skal prøves - og man glemmer det aldrig igen. Der rejser ca. 14 mill. passager med togene hver dag, så tro ikke at man kan komme til at føle sig ensom undervejs.

Togene i Indien er opdelt i forskellige klasser alt fra monkey- til businessclass. De billigste har kun siddepladser, den næsteklasse har sovepladser om natten hvor man kan ligge i 3 lag. Derefter findes der nogle sovetog med kun brikse i kun 2 lag, som vi kørte med. Derudover findes der tog med aircon, hvilket vi ikke opnåede at få billetter til, men kom dog til at køre med en i en kort periode senere på turen indtil vi blev smidt ud.
Vi fik biletter til et sted midt i mellem dvs. at rengøringsstandarden ikke var særlig god men omvendt fik vi pladsbilletter sådan at vi havde hver vores briks uden sengetøj. Duften var ikke så voldsom slem da det ved starten var lyst og ikke særlig koldt, sådan at det var muligt at have vinduet åbent.


Et tog tilsvarende det som vi kørte med til Varanasi  - de findes både lidt værre og meget bedre.

Disse specielle kvindetog findes næsten ikke mere.
Sådan noget pjat med at passagerer ikke må gå over sporet findes ikke i Indien - men der er sikkert heller ikke nogen mulighed for erstatning hvis der kommer et tog.
Indiens tog udgør en rigtig stor del af transportvejen for gods - heldigvis skulle det ikke med vores tog alt det hele.



Arbejdstilsynet kommer vist aldrig i Indien.


Så længe der er lyst udenfor oplever man en rigtig stor del af Indien under en tog tur både hvad der sker udenfor og inde i toget. På et tidspunkt kome en lille dreng kravelende i en rasende fart - han fejede gulvet med en lille kost og tjente lidt penge på den måde. Et ganske relevant job da affaldspande ikke findes i en tog og alle bare smider deres papir, tekopper og andet affald på gulvet. Skulle der være en som trængte til at spytte er det også bare på gulvet.



Uanset hvor man er i Indien er der køer og alt fra dem anvendes på mere eller mindre fornuftig vis;  mælken bliver drukket og kokagerne bliver tørret og brugt til brændsel. Kødet spises dog ikke idet man jo ikke spiser sin mor.

Der findes aber i store dele af Indien men af forskellige slag. Her under togturen fra Delhi mod Varanasi hvor der ses rigtig mange aber, ligeledes i Jaipur hvor de hænger i træerne inde i byen. I Goa er det væsentlig større abearter som findes.
 Der bygges rigtig meget overalt men det meste ser ikke ud til at blive færdigt.


Sidsel forsøger at bedre udsigten lidt med en gang viduespudsning ikke at det hjalp men tiden gik med det.

 Et farveri og lige nu bliver der farvet i den gule farve
.
 Må jeg få noget mad? - der er en grund til at der på togstationerne er rigtig mange aber

Den tid Sidsel ikke brugte på, at pudse vinduer brugte hun på, at smage på alt, hvad der kunne komme igennem de tremmer som var for vinduerne. Indiske tog holder mere stille end de kører og derfor er der rig muligheder for at handle med personerne uden for, uden at lette røven. Maden inde i toget var rigtig dyr. Vi måtte af med 50 rs for denne omgang ris - til gengæld smagte den godt og var nænsomt krydret ;-) Det udenfor var til gengæld billigt. Når det sjældent koster over 10 rs at få noget ind gennem vinduerne, så kan man prøve alt hvad der ser spiseligt ud. Er det ikke godt, kyler man det bare ud af vinduet igen- hvilket er den indiske måde at rydde op på

MAD!

 En landsby uden elektricitet.
Det er nu omkring årsskiftet og vi har sovet fra det hele. Der var i toget ikke noget som tyede på, at der blandt de reletiv fattige mennesker som vi rejste sammen med, skule fejres at vi gik fra 2011 til 2012.

Det varer lidt før de indiske tog kommer på højde med et IC3


Toiletterne i et indisk tog er noget helt for sig selv. Der findes 2 slags og fælles for dem er, at de stinker ganske forfærdeligt. Forskellen er, at der i den ene slags findes et hul som man kan sætte sig hen over og håbe på at ramme, den anden slags er et vestligt toilet af metal, som er så ulækkert at det ikke er muligt at sidde på det mens man skal det man nu skal, sådan et sted. Derfor tisser de fleste mænd også ud af dørene. Måske derfor de aldrig bliver lukket.
Med en rejsetid på ca. 16 timer er det bare nødvendigt at gå på toilettet. Tænk Sidsel troede hun selv måtte holde ved flasken med desinfektionsvæske - men nej den gik ikke; frem med poten og få noget hældt på.
Turen gik med at købe mad, kigge ud på verden og med at sove. Selv da det blev mørkt og vi lukkede vinduerne trak det voldsomt ind, og vi frøs i soveposerne. Forkølelsen var tydelig dagen efter - men vi sultede ikke!

En episode fra t
ogtur i 2009/10Vi havde under den første rejse til Indien haft en rund tur med tog fra Delhi til Agra for at se Taj Mahal - det skal man se én gang når man er på de kanter. Vi rejste videre i en total faldefærdig bus til Jaipur, hvor vi efter en overnatning havde biletter til et tog tilbage til Delhi hvor vores bagage stod.
Vores biletter var til en sovevogn af en nogenlunde standard som skulle afgå fra stationen lidt før kl. 23:00. Vi tog en taxi til stationen i rimelig tid og fik hjælp til at finde det rigtige spor. Det var en relativ lille station og derfor ikke voldsomt svært. Ventende på toget og klar på, at det var nemt at finde den korrekte vogn da vores navne ville være skrevet på en seddel uden på toget ventede vi og klokken blev 23 og noget mere. Vi spurgte nogle hjælpere, og nogle andre passagerer om toget kom - det er lidt forsinket men det kommer kl. 24:00. Tiden sneglede sig afsted og vi var trætte. Kl. 23:55 kom et tog ind på sporet og vi var glade og fandt den vogn med det nummer som svarede til det som stod på vores biletter og gik ind. Der lagde nogen på vores pladser og det gjorde vi dem pænt opmærksomme på - det var de ikke enige i for de havde også biletter til pladsen. Toget begyndte stille at rulle ud fra stationen og vi har klar over at vi var i det forkerte tog, men på trods af at dørene stod åbne kunne vi ikke bare hoppe af igen.
Kort efter kom en konduktør og bad om biletter - og kunne fortælle os at vi var på det forkerte tog - det var et 3. klasses tog vi var på og vores biletter var til et 2. klasses tog. Der var mennesker over alt; på sovebriksene, på gulvet og nogle som stod op.
Toget kørte ca. 1 time og stoppede - der var bare helt sort udenfor og ikke nogen station men et trinbræt. Der var ikke nogen af os som skulle af i den mørke, også fordi vores 2. klasses tog ville formentlig ikke stoppe ved et trinbræt. Vi blev siddende, og toget kørte igen efter et stop på ca. 15 minutter. Konduktøren kom tilbage og fik øje på os og spurgte meget vredt Are you still here? I´ve asked you til leave the train. Vi kunne bekræfte at vi var her stadig fordi det var mørkt udenfor og vi havde biletter, som var meget dyrere end det ville koste at købe noget til toget her.
Det gjorde ikke nogen forskel for ham og svaret var helt enkelt Now I have to give you a fine. Den blev på 1800 Rubies - ikke noget stor bøde for 4 personer men Indien er voldsom kurupt og pengene ville helt sikkert ikke gå i kassen hos de indiske jernbaner, men som en ekstra indtægt hos togkonduktøren. Formentlig svarende til en ½ månedsløn.
For de penge ville han da også sørge for at vi fik en seng hver. Allerede ved vores første kontakt med ham havde han hevet en indisk kvinde ud fra en seng, hun lå sammen med et spædbarn, hun flyttede sig uden en lyd og afleverede sit barn hos en ældre kvinde i en af de andre senge og lagde sig selv hos sin ægtefælle på en anden briks. Det ville jo ikke være rimeligt at der var flere inder som skulle står op resten af turen fordi vi ikke kunne finde ud af at stå på det rigtige tog.
Betale ville vi heller ikke og ringede nu kl. 01:00 til Bonty i Delhi for at fortælle ham at vi bare havde brug for hans hjælp nu. Han talte /skændtes med konduktøren gennem lang tid og ind i mellem talte vi med ham. Hans forslag var i første omgang bare at betale bøden, men til sidst fik han overtalt konduktøren til at han skulle skrive en seddel til os når vi kom til stationen i Delhi, og så ville vi næste dag komme på stationen i Delhi for at betale bøden - vi havde sagt at vi ikke havde penge nok med, hvilket ikke var sandt. Da vi stod af toget i Dehli var han der ikke og vi så ikke mere til ham. Og vi nåede på hotellet og fik hentet vores bagage sådan at vi kunne komme med flyet til Goa til middag.






                                                                                        





Besøg hos Neha - vores sponsorbarn.

Ved besøget i Indien i 2009 brugte vi juleaftensdag på at besøge sponsorbørn i Madanpur Khadar New Delhi. Samme dag bestemte vi os for få vores eget sponsorbarn. Dette barn blev Neha, som vi også besøgte den dag. Det var en forsagt og noget skræmt familie, der pludselig fik besøg af helt ukendte personer og desuden helt hvide i hovederne.


Neha og familie 2009
Det år fik hvert af børnene et sæt tøj, alt sammen i en størrelse der bestemt var til at vokse i. Hvis en familie er så fattig som denne er er det naturligt at købe tøj, der kan vare rigtig længe. Familien er genhuset af regeringen og har tidligere boet på en losseplads. Faren er daglejer og har derfor svært ved at forsørge dem. I julen 2010 sendte vi en bekendt ud til dem og hjalp med at få købt nyt tøj.


I 2011 brugte vi vores første dag i Delhi på at besøge Neha og hendes familie. Det var spændende at se om der var sket nogen ændringer de sidste 2 år. Der er bestemt sket væsentlige forbedringer.
Besøget i 2011 - vi fik husets eneste stole - måske var de lånt
Nehas mor er begyndt at arbejde lidt hjemmefra, hvor hun folder aviser til små poser, samt syr for andre fx. syr en sari i enderne. Det giver familien en ekstra indtægt, hvilket har givet råd til tv og køleskab. Desuden er moren begyndt at gå lidt i skole igen, så hun kan hjælpe sine børn med lektierne.
Vi havde kage og juice med til familien, ligesom vi igen gav Neha et nyt sæt tøj. Vi ville gerne have givet moren et sæt også, men hun ville hellere at pigerne fik et sæt hver, så det gjorde de. Nu er det sådan, at de tror på der kommer penge til tøj hvert år og børnene får det i en størrelse som passer dem. I år ønskede de sig den traditionelle indiske kjole med store mængder af perler - og fik det selvfølgelig. En kjole, købt i en lokal forretning, koster ca. 55 DKR.

Nehas gade - potterne på taget er ikke til pynt men forhindrer, at taget blæser af.
Kvarteret er et område hvor der ikke normalt færdes turister og det måske ikke er sikkert at færdes der på egen hånd.  Det er præget af voldsom fattigdom over alt. Husene er bygget i lange rækker og består af et eller to rum formentlig afhængig af hvor stor familen er. I dette rum skal familien lave mad, sove og leve deres liv. Køkkenet består af en pumpe til vand og et primus til madlavningen. Der findes ikke skabe eller lign. alt service, som er lavet af blik, står på hylder rundt i rummet.
Disse stod udenfor og kiggede ind på os da vi var på besøg hos et andet sponsorbarn
Det var ikke almindeligt at der kom hvide mennesker i kvartert og interessen for os var stor, selvfølgelig også fordi de alle var fattige og kunne have behov for at få økonomisk hjælp.

Casp' har også andre aktiviteter i området. 
Vi kom i middagspausen, så der var ikke så mange børn tilbage.

De har et aktivitetscenter for kvinder, hvor de kan lære et håndværk eller få skoleundervisning. Håndværket er som oftest traditionelle kvindefag; at sy eller frisør. Det, at nogle får undervinsing og at andre kvinder er kommet lidt på arbejdsmarkdet, bevirker at der også bliver behov for fx. en børnehave som vi ikke så ved det tidligere besøg. Der var indskrevet ca. 30 børn, men kun 3 var tilbage denne dag. De virkede lidt stille og som om de ikke blev aktiveret - men måske kom vi bare på et uheldigt tidspunkt.
Casp støttede flere i familien, den ældste dreng går i skole noget væk fra familien og har derfor fået en ny cykel - den viste han glad og gerne frem. Delhi er en by, hvor det som dansker virker helt uforsvarligt at bevæge sig rundt i på en cykel, men hvis man er født på stedet har man vist en andet opfattelse af det.

Bilen som Casp henter og bringer besøgende i. Kontoret ligger i bygningen til højre - til venstre bo hjemløse i telte. 
Efter rundvisningen blev vi kørt tilbage til Main Bazar af en kvindelig chauffør. At tage et kørekort i Indien er både dyrt, og formentlig ganske svært pga. den voldsomme trafik. Færdselsregler ofte er ikke eksisterende eller for den stærkeste - tror det er sådan, at tøver man som chauffør et øjeblik har den andet for ret til at køre. Organisationen er derfor, ikke uden grund, meget stolt af at de har en kvindelig chauffør.

Vi havde indsamlet en stor mængde tøj til uddeling gennem organisationen Terre des Hommes - Casp. Det meste fik de også til uddeling blandt de familier som de har kontakt til.
Lidt blev dog uddelt til disse fattige sigøjner i Main Bazar, men klog af skade gør vi det ikke en gang mere, de er bare ikke til at slippe af med igen og de vil blive med med at have mere.

Sigøjnerbørn som fik nyt tøj - og de trængte meget. De står ved siden af vores ynglingsrestaurant.





fredag den 30. december 2011

New og Old Dehli

En ventedag i Delhi.
Planen var at få biletter til Varanasi denne dag og fejre nytårsaften ved Ganges. Alt var udsolgt med toget.
Vi tog en tuk-tuk til Old Delhi ikke fordi der var noget særligt at vi skulle købe men det er jo næsten umuligt at komme derfra uden.

Bazaren i Old Delhi er opbygget med en cirkel i centrum og gader som går ud derfra og dermed er der et utal af gader som handler med alt muligt.



En af de brede gader på markedet- her sælges ure i alle boder
 Først kom vi til gaderne med ure - det er måske 25 af dem og ligesådan med fx. sølv, guld, tørklæder, sarier, og alt muligt andet. Vi var i en butik med konvulutter som den eneste vare - hvor man kunne købe brevpapir fandt vi aldrig. Andre gader handlede med bånd som bla. bliver brugt til at sy på sarier - en del er håndsyede og som oftes kan de kun købes med 9 m. da det passer til en sari andre er så fine at de sælges pr. meter.


Frokost bestående af ris med løg og en bolle kogt i olie med en ubestemmelig sovs til som bare er stærk (alt efter hvem man spørg ;-) )
Vi kom så langt ind i virvaret af gader, at de helt glemte at tage turist priser. Derfor fik Sidsel sin anden frokost for kun 13 rb.
Madboder var det eneste som ikke havde bestemte gader men fandtes på mange gadehjørner og ude på de yderste tværgående gader.
Over forretningerne er almindelig beboelse

Gaderne er meget smalle og næsten ufremkommelige med et stort antal mennesker såvel lokale som turister.

  

I udkanten af området bor muslimerne med kvinder klædt i lange sorte kjoler og slør.
Det er meget normal måde at tranportere varer på med en cykelrickshaw

Da vi skulle tilbage til Main Bazar, kunne vi ikke få en tuk tuk. De mente, vi skulle alt for langt, til at de gad køre os. Der var en der ville køre os for et meget stort beløb, hvilket fik en forbipasserende inder til at sige, at vi skulle melde chaufføren til politiet, for de måtte ikke tage så meget. Men tilbage kom vi, på en cykelrickhaw. Fantastisk at nogen gider cykle så langt for så lidt. På et tidspunkt gik det så meget op af bakke at han måtte stå af og trække. Som de magelige turister vi var blev vi bare siddende, og lod ham slide.

Main bazar var blevet renoveret og udvidet i de 2 år der var gået siden vi var der sidst. El ledningerne var hængt nogenlunde pænt op og køerne var jaget ud i sidegaderne. Det havde forbedret lugten, men noget af charmen var væk. De fleste handlende havde fået bærbar og nogle få visa automater. Første gang vi var der, skulle man skrives i en stor bog, med navn, pasnummer og hotel, hvergang man skulle bruge internettet. Nu skulle passet bare scannes første gang, og man skulle oprettet et log in, og så var man klar. I 2009/10 var de altid mindst 2 om det når vi skulle på nettet, i 11/12 var der en om det og kun første gang. Meget lidt indisk!

Over for vores faste spisested Madan Cafe i Main Bazar var det muligt at købe kul hvis man lige manglede det. Måske ikke særlig hygiejnisk - men sådan er det bare.




Første gang vi var der, boede Jens Vejmand nedenfor Amalie og Sidsels vindue. Han hamrede sten fra 6 morgen til tæt på midnat kun afbrud af hostepauser hvert halve minut.


En gammel mand i Main Bazar fra den tid hvor det var rigtig hårdt og slidsomt at være inder - de yngre inder får en bedre ernæring. .


Det fleste inder er hinduer men der findes kristne , ca. 2%, som får en gravsted næsten som vi kender det.


Kirkegård tæt på Main Bazar.
Vi brugte en del tid på kirkegården. Selv tilbage til 1910 skrev man på engelsk på gravstenene. Det var før Delhi blev hovedstad i Indien - det var Calcutta på dette tidspunkt.

Indien er også lækrer og friske grønsager med røde gulerøder om vinteren om sommeren er de orange som vi kender i DK




Bonty og hans kone og datter. Bonty har restaurant i Main Bazar hvor vi som oftest spiser. Billedet er fra 2009 hvor vi var inviteret hjem til dem og få brunch.



Lidt trafikale problemer kan man altid finde i Delhi.ofte kommer der sigøjnerbørn og danser mellem bilerne i håb om at få lidt penge

onsdag den 28. december 2011

Dyrene

Og alle aberne





Et jordegern



Flagrenus

En gekko - den spiser myg og er derfor helt fin at dele værelse med. Den bliver som regel højt oppe på væggen
 
 
 
 
Tilføj billedtekst

En smuk grøn fugl





Og så alle køerne, som er såvel på strandene når turisterne går hjem, i gaderne i byerne og alle steder.