New og Old Dehli

En ventedag i Delhi.

Planen var at få biletter til Varanasi denne dag og fejre nytårsaften ved Ganges. Alt var udsolgt med toget.
Vi tog en tuk-tuk til Old Delhi ikke fordi der var noget særligt at vi skulle købe men det er jo næsten umuligt at komme derfra uden.

Bazaren i Old Delhi er opbygget med en cirkel i centrum og gader som går ud derfra og dermed er der et utal af gader som handler med alt muligt.




En af de brede gader på markedet- her sælges ure i alle boder

 Først kom vi til gaderne med ure - det er måske 25 af dem og ligesådan med fx. sølv, guld, tørklæder, sarier, og alt muligt andet. Vi var i en butik med konvulutter som den eneste vare - hvor man kunne købe brevpapir fandt vi aldrig. Andre gader handlede med bånd som bla. bliver brugt til at sy på sarier - en del er håndsyede og som oftes kan de kun købes med 9 m. da det passer til en sari andre er så fine at de sælges pr. meter.

Frokost bestående af ris med løg og en bolle kogt i olie med en ubestemmelig sovs til som bare er stærk (alt efter hvem man spørg ;-) )

Vi kom så langt ind i virvaret af gader, at de helt glemte at tage turist priser. Derfor fik Sidsel sin anden frokost for kun 13 rb.

Madboder var det eneste som ikke havde bestemte gader men fandtes på mange gadehjørner og ude på de yderste tværgående gader.

Over forretningerne er almindelig beboelse

Gaderne er meget smalle og næsten ufremkommelige med et stort antal mennesker såvel lokale som turister.

  

I udkanten af området bor muslimerne med kvinder klædt i lange sorte kjoler og slør.
Det er meget normal måde at tranportere varer på med en cykelrickshaw


Da vi skulle tilbage til Main Bazar, kunne vi ikke få en tuk tuk. De mente, vi skulle alt for langt, til at de gad køre os. Der var en der ville køre os for et meget stort beløb, hvilket fik en forbipasserende inder til at sige, at vi skulle melde chaufføren til politiet, for de måtte ikke tage så meget. Men tilbage kom vi, på en cykelrickhaw. Fantastisk at nogen gider cykle så langt for så lidt. På et tidspunkt gik det så meget op af bakke at han måtte stå af og trække. Som de magelige turister vi var blev vi bare siddende, og lod ham slide.

Main bazar var blevet renoveret og udvidet i de 2 år der var gået siden vi var der sidst. El ledningerne var hængt nogenlunde pænt op og køerne var jaget ud i sidegaderne. Det havde forbedret lugten, men noget af charmen var væk. De fleste handlende havde fået bærbar og nogle få visa automater. Første gang vi var der, skulle man skrives i en stor bog, med navn, pasnummer og hotel, hvergang man skulle bruge internettet. Nu skulle passet bare scannes første gang, og man skulle oprettet et log in, og så var man klar. I 2009/10 var de altid mindst 2 om det når vi skulle på nettet, i 11/12 var der en om det og kun første gang. Meget lidt indisk!

Over for vores faste spisested Madan Cafe i Main Bazar var det muligt at købe kul hvis man lige manglede det. Måske ikke særlig hygiejnisk - men sådan er det bare.

Første gang vi var der, boede Jens Vejmand nedenfor Amalie og Sidsels vindue. Han hamrede sten fra 6 morgen til tæt på midnat kun afbrud af hostepauser hvert halve minut.



En gammel mand i Main Bazar fra den tid hvor det var rigtig hårdt og slidsomt at være inder - de yngre inder får en bedre ernæring. .

Det fleste inder er hinduer men der findes kristne , ca. 2%, som får en gravsted næsten som vi kender det.



Kirkegård tæt på Main Bazar.

Vi brugte en del tid på kirkegården. Selv tilbage til 1910 skrev man på engelsk på gravstenene. Det var før Delhi blev hovedstad i Indien - det var Calcutta på dette tidspunkt.

Indien er også lækrer og friske grønsager med røde gulerøder om vinteren om sommeren er de orange som vi kender i DK





Bonty og hans kone og datter. Bonty har restaurant i Main Bazar hvor vi som oftest spiser. Billedet er fra 2009 hvor vi var inviteret hjem til dem og få brunch.




Lidt trafikale problemer kan man altid finde i Delhi.ofte kommer der sigøjnerbørn og danser mellem bilerne i håb om at få lidt penge