onsdag den 1. februar 2012

Rejserute


Turen var planlagt til 4 uger i perioden 28. dec 2011 - 24. jan. 2012
- vores 2. rejse til dette skønne og farverige land.
Bloggen var tænkt som en dagbog i kronologisk orden, hvilket ikke helt er lykkedes.

Vi landede i Delhi og rejste derfra videre med tog til Varanasi efter få dage og oplevede livet der før vi fløj tilbage til Dehli og direkte videre til den sydligst spids af Indien. Der var for turistet for os, og med taxi tog vi lidt nord på. Efter nogle dage var vi igen klar til at rejse med tog, troede vi, og rejste ind i landet. Efterfølgende med fly til Goa hvor vi tog på udflugter med bl.a. taxi.

Før vi tog afsted havde vi bestilt retur biletter til Delhi og derfra videre til København. Denne gang var det som altid - næsten alle fly i Indien er forsinket, også vores såvel i Goa, og især ved afrejsen fra Delhi og hjem. Flyet var Delhi blev udsat utallige gange indtil de omkring4 timer efter planlagt afgang fortalte at det ikke ville blive klar.
Vi blev kørt til et flot hotel i ambasadekvarteret hvor vi fik værelse - og et tiltrængt bad, det var 4 uger siden vi sidst havde været i nærheden af et badekar, og bruser med varmt vand. Vi kom med et fly ca. kl. 2000 om aftenen - skulle have lettet kl. 0520. I Ukraine hvor vi havde et flyskifte var der ikke noget flyt til os og vi kom igen på hotel. Derfra lettede vi næste aften og var i hjemme efter ca. 42 timers rejse.






Oversigt:

tirsdag den 31. januar 2012

De urørlige

 
 
De urørlige - de kasteløse.
 
Kastesystemet blandt hinduerne i Indien er et totalt uretfædig system. Det er ikke lovligt mere efter at være afskaffet af regeringen i 1950 men alligevel eksisterer i stor stil. Et system man er født ind i og ikke kan forlade - og dog nogle kasteløse har fundet en udvej - de konventerer og bliver muslimer.
 
De kasteløse er ofte fattige mennesker og de har sjældent mulighed for at få de erhverv, som giver en højere indtægt og indflydelse. En undtagelsen fra reglen er ligbrænderne ved Ganges, de har en høj indtægt men på trods af dette er de kasteløse, og regnes ikke for noget. En præst er ren pga. af sin præstestatus modsat de kasteløse, som er de mest urene.
 
For at ændre på dette system i dagligdagen er en del pladser på universiteter reserveret til kasteløse og nogle stillinger i det offentlige tilegnet dem.
  
 
Et område med kasteløse.
 
 
På trods af, at kastesystemet officielt er afskaffet det stadig sådan i virkeligheden at højrere kaster ikke vil bo sammen med kasteløse og de må derfor bo for sig selv.
Vi stoppede næsten, for at tage dette billede. Vores chauffør bad os være klar idet de kasteløse fattige mennesker kommer styrtende for at tigge. I januar hvor det er tørt i Goa er det sikkert en fin måde at bo på i teltet men regntiden i området varer 3-4 mdr. hver år hvor det i ugevis regner konstant, og så er det formentlig ikke sjovt at bo her.
 
 
 

Et helligt sted hvor der foregår ligebrændinger
 
De kasteløse har deres eget sted hvor de kan blive brændt. De har samme ønske om hellig ild som andre kaster men præsten, som kommer med den hellige ild tilhører den højeste kaste og vil derfor ikke går ind og tænde bålet med den døde, men sætter ilden udenfor porten hvor de kasteløse selv skal hente den.
 
 
En skraldebil i Main Bazar, New Delhi
 
 

De kasteløse i storbyerne har jobbet som indsamler af skrald. Oftest er de enker, som ikke ellers har mulighed for at få et arbejde. Hende her på billedet får ind i mellem lidt mad fra Bonty når hun henter skrald der.
En enke kan ved en bestemt alder modtage en pension fra staten, men de fleste fattige inder har ikke nogen konto i banken og modtager derfor ikke nogen pension.
 




Alt hvad, som kan bruges bliver brugt. Denne kvinde samler ko-kager sammen. Disse samles og tørres i solen hvor efter de senere kan anvendes til brænde fx til madlavning.

lørdag den 21. januar 2012

Cashewnødder

På vores første tur med Jerry viste han os en cashewnød fabrik. Det var sjovt at se. Vi kom egentlig midt i frokostpausen, men siden de viste, at vi kom, måtte damerne pænt blive på deres pind, så vi kunne se dem i action.

Ovne hvor nødderne ristes.



Cashewnødde knækkere på deres plads

Inden cashewnødden kan knækkes skal den først ristes. Derefter køler nødderne ned så kvinderne ikke brænder sig på dem.
Vi blev fortalt, at det var vigtigt at arbejderne huskede, at putte olie på deres fingere inde de tog ved cashewnødden, da det yderste lag er giftigt og uden olie vil giver nogle vabler.
De blev betalt for hver nød de knækkede og hvis nødden inden i knækkede, fik de ikke penge for den. Så det er med at gøre det ordenligt

Når nødden så er knækket skal skaller og nødder sorteres inden de igen bages og sendes videre i systemet.

Cashewnødden pudses ren - igen, hvis hun knækker den, får hun ikke penge for dem.

Den sidste finpudsning
På hver eneste nød kan man se kniven har skåret og pudset og jeg ser det hver gang jeg spiser en cashewnød nu.

Når man er ude at se en fabrik er selve rundvisningen gratis, men det forventes, at man køber noget af produktet. Vi købte nogle poser cashewnødder til ca 60 kr pr kg. Meget billigere end herhjemme - meget, meget bedre end herhjemme! Især de med salt forsvandt lynhurtigt for os. Sidsel gav nogen væk hjemme, så hun ikke var den eneste, der ikke længere gad spise de cashewnødder vi kan købe hjemme.

På vores anden tur med Jerry viste han os så en cashewnødde plantage. Det var ikke lige sæson for dem, men der var enkelte på træerne alligevel. Sidsel blev noget overrasket over, at der faktisk er en frugt som cashewnødden så hænger under

Selve cashewnødden sidder under den gule frugt.
Nødden er ikke moden før frugten er og det kan ses ved, at de falder af træet. Frugten bliver hovedsageligt brugt til at lave feni, som er en brændevin, af. Vi så hvordan det blev gjort, men siden det var uden for sæson, var der ikke gang i produktionen, så vi behøvede heldigvis ikke at smage ;-)


fredag den 20. januar 2012

Landsbysmeden og andre erhverv


 At være på tur med Jerry som chauffør giver rigtig mange oplevelser både nogle han har planlagt og andre, som ikke var med i konceptet. Hvis vi spørger til et træ eller noget andet som vi kører forbi holder vi omgående stille sådan at han kan fortælle om det. Jerry har sin indtægt i de måneder hvor der er turister, som kontakter ham for at bestille en tur eller fx kørsel til og fra lufthavnen.

Sukkerrørjuice sælger
En lille forretning hvor de sælger rørsukkerjuice.


En indisk mann snakker i mobiltelefon mens han trekker en rickshaw med sukkerrør i Hyderabad, India.
Sukkerrør - vi mødte ikke denne indiske mand - men han viser så fint hvordan de oprindelige indien er blandet med moderne teknologi, der også her er en del af hverdagen.
I Indien er der nemlig flere som har adgang til mobiltelefon end der har adgang til et toilet.
Sukkerrørene er lange grove rør som presses flere gange gennem maskinen for at få al saften ud. Saften presses ned i den lille gryde og har en lidt ubetemmelig gul farve. Det er naturligvis en voldsom sød drik og derfor blandes lime i - når det er til turister kommer de dobbelt så meget lime i for at tilpasse vores smagsløb.
En drik mange indere drikker da den giver væske, og samtidig energi.


saftpresser


Der var delte meninger om smagen - de som har en sød tand elsker denne drik - blandt andet fotografen
Det er sikkert ikke nogen indbringende forretning men han forsørger sin familie ved at sælge til lokale og turister som kommer forbi.


Landsbysmeden
 I de små landsbyer kan det være svært for en håndværker at tjene nok til at forsørge sin familie. Vi mødte en smed som rejser rundt mellem landsbyer i det område i Goa. Det rygtes hurtigt på stedet når han er kommet og de lokale henvender sig for at få repareret det som de har behov for - det tager typisk et par dage hvorefter han pakker sammen og rejser videre med sit værktøj - formentlig på en rickshaw.







Kunder i butikken


Det er enorme mængder af affald i Indien, og nu så meget at de selv synes der måske skal gøres bare lidt ved det. Der er indført lidt pant på plastflaser som en del fattige samler sammen og afleverer på flaskestationer.



Mensor - daglejer.
Faren til Neha, mit sponsorbarn i Delhi, arbejder som mensor altså som daglejer. Vi har aldrig mødt ham, når vi har besøgt familien, da han dagligt skal ud for at finde sig et job.
Det er sådan, at arbejdsgiveren tilbageholder en del af lønen, hvis han har brug for arbejdskraft igen dagen efter. En dagløn for en daglejer svinger meget i Delhi får vi oplyst at 300 Rb. er normalt mens i Goa kan den være helt oppe på 6 - 800 Rb. for en dags arbejde svarende til 30 - 80 kr for en arbejdsdag, hvilket skal forsørge en hel familie da kvinderne oftest ikke arbejder. Arbejdsgiveren udbetaler typisk ½ dagløn da han da kan være sikker på at daglejerne kommer igen dagen efter. I Calangute, hvor vi bor i Goa, er der faste steder hvor daglejerne stiller op hver morgen kl. 8 i håb om at der er et job til dem denne dag.

Strandpiger.


 Nogle fattige piger fra landsbyerne er tilknyttet forskellige strandrestaturanter. Nogle steder betaler de for at få lov til at være der til restauratøren. De tjener penge på at give massage, bringe kaffe, juice osv. ned til turisterne.  Det er ikke lovligt, og de skal betale politiet ca. 4000 rb. hver måned, ellers bliver de arresteret. Vi så en pige som bare løb væk da hun så politiet idet hun ikke havde penge til at betale med. Andre går på strandene og sælger frugt, smykker, bøger osv. Den unge pige som tager sig en slapper på solsengen er omkring 18 år bor sammen med de andre i et lille hus. Der har de en fælles barnepige til at passe alle deres børn. Når turisterne tager hjem rejser de tilbage til landsbyen igen. Disse piger kommer fra en nabo stat inde i landet.

Andre går og tigger på strande fx. handicappede - det er et hårdt arbejde i den varme.

 Restauratør.

Bonty, hans kone og datter - vi besøgte dem i deres lejlighed.

Sammen med Bonty i restauranten i Main Bazar ved vores beøg i 2009

Bonty har haft restauranten siden 1984 og driver den sammen med sin bror. Der er nogle nevøer ansat på stedet og derfor mange, som skal leve af omsætningen. Stedet er rimelig velbesøgt bl.a. fordi stedet har været med i Lonely Planet, og ligger centralt i Main Bazar. Vi bruger stedet som næsten det eneste spisested når vi er i Delhi. Vores hotel er lige overfor og har ikke nogen restaurant, desuden er Bonty rigtig god til at hjælpe med at bestille togbiletter, taxi osv. og vil gerne snakke.
Vi har aldrig været oppe i køkkenet som ligger på første sal - og de skal vi nok heller ikke.

I 2009 besøgte vi ham og hans familie i deres hjem, det blev muligt da vi fulgtes med Bente, som har spiste i restaturanten gennem flere år. Bontys kone er uddannet lærer, og underviser børn hjemme efter deres skoletid.
Alt hvad hun tjener bliver sat i banken til deres datters medgift. De har kun det ene barn da hun er bange for at få endnu en pige, og ikke en dreng. Piger koster mange penge at få gift bort.

Vi talte meget under besøget om forskelligheder på vores kulturer - og hun fik sit livs chok da hun hørte at i DK kunne man få børn uden at være gift. Det havde hun dog aldrig hørt om før, og måske var det heller ikke nødvendigt at fortælle hende det.

Før besøget talte vi meget om hvad vi kunne tage med som værtindegave. Vi vidste ikke at vi ville komme på besøg i et middelklasse hjem og havde ikke noget med fra DK. Adspurgt om det ville være en god ide at købe en cd til hans datter kunne han orientere os om, at de ikke havde noget at spille på og det blev droppet. Vi lavede en kort til hende med penge som hun selv kunne købe noget for. Til hans kone ville vi have købt en buket blomster, men fandt ikke lige et sted hvor der var nogen. Da vi var i deres hjem blev det tydeligt at det ville have været uheldigt at komme med blomster. En indisk hjem har ikke pynteting som vi kender det, der er ikke små borde med vaser osv. Alle væggene er bare og der er ganske få møbler i huset og sådan kan man blive klogere. Vi sad i de få sofaer som var i den lille stue, mens Bonty og hans kone og datter opholdt sig i køkkenet og lavede mad til os så længe vi kunne proppe noget i os. Derefter kom de ind til os og spiste resterne - helt modsat i et dansk hjem hvor man som værtinde typisk ville lave maden klar, og spise sammen med gæsterne.

Selv om hans hjem virkede meget spartansk var det dog væsentlig bedre end hos sponsorbarnet hvor hjemmet ikke indeholdt andet end en seng og 2 plastikstole som måske var lånt fordi vi skulle komme. Der var vandpumpe og primus i samme rum. Hos Bonty havde de badeværelse, soverum, en lille stue og et køkken.

Kokosnødder


En familie som dyrker kokosnødder og sælger dem i denne bod. De bliver serveret sådan at man kan drikke saften med sugerør.


 Elefantfører.
Hvor der er turister opstår er der altid muligt at tjene penge


En lille forretning hvor hun sælger krydderier hvilket er en væsenlig del af indisk mad




Det er jo ikke farlig at blive transporteret i Delhi - men selvfølgelig sker der uheld en gang i mellem, men set i forhold til trafikken er det få. Bussen her har måske rørt ved nogle el-ledninger som hænger ned.

Ledningskaos i Main Bazar - der er dog blevet ryddet noget op i det i 2010 da der var Comment World.



torsdag den 19. januar 2012

Det hellige træ og frokost hos fiskeren

Frokost i en hellig / herlig skygge

Et af Jerrys påfund var at vi skulle spise frokost hos en lokal fisker. Så der sad vi under det hellige træ. Og vi skulle spise som indere, altså uden bestik og med fingerne.

Først fik vi dog en historie om det hellige træ som vi sad under. Inderne har ind i mellem nogle sjove tankemønstre - set fra vores synspunkt. Men det træ der er i baggrunden har det med at brede sig og det er der mange indere, der egnelig er lidt træt af. Så de fælder dem - de giver jo ikke nogen afgrøde som fx kokos, ananas. Alle forsøg på at fortælle dem, at det skal de lade være med, for træerne holder grundvandet oppe osv. er fuldkomment spildt på indere. Så i stedet fortæller man dem, at det er et helligt træ og at deres guder holder hvil under den slags træer. Nu vil inderne jo helst ikke komme på dårlig fod med guderne, så de lader træerne stå og dermed får det lov at gøre nytte. Både med grundvandet og som gudernes hvilested. Det grinte vi noget af, inden vi fik serveret vores mad.

Tallerken af palmeblade med en rigtig lækker frokost.

Maden bestod af noget fisk, muslinger, kikærter, ris og grønsager og smagte rigtig godt. Til var der noget chips ligende brød, som noget af formåede at flyve væk i vinden. Det var lidt underligt at spise med fingerne, men vi fik ros for at være gode til det og gå til opgaven med frisk mod. Så tiden før vi lærte at styre en gaffel har ikke været helt spild!
Frokosten påstod de var nærmest helt uden krydderier - den smagte herlig.

Efter frokosten var der tid til en lille tur op stranden, hvor Leo fik et bad og vi andre en middagslur. Gitte fandt nogle indtørret kokosnødder, som hun til alles morskab slæbte med hjem. De er nu pynt på spisebordet.

Derefter fik vi en grundvisning på fiskerens "gård" hvor vi morede os meget med at se grisene blive fodret og gætte hvilken slags planter de havde på gårdspladsen - det er ikke så tit vi ser granatæbler vokse vildt!

På vej hjem ad så vi rismarker. Gitte har en svaghed for rismarker og vil rigtig gerne ud og se nærmere på dem. Indtil videre er hun dog blevet holdt i kort snor.

Rismark

I Indien dyrkes meget ris - i vintermånederne er det discount risene som dyrkes. Vi kom på et tidspunkt forbi et sted hvor de lå til tørre på vejen. Bilerne skal nemlig nok køre uden om.

onsdag den 18. januar 2012

Bageriet


Jerry er klart en af de bedste taxiguider som findes i Goa - han arrangerer ture som passer til de ønsker vi har.
Kl. 9 blev vi hentet lige uden for døren og afsted gik det. Leo, som vi havde mødt i Candolim fulgtes med os.
Turen gik gennem The end of the World og videre derfra op til det område hvor hippierne tidligere boede - og nogle var der stadig. Den helt nordlige del af Goa mod Mumbai.

Jerry havde lavet aftale med et bageri om at vi kunne komme ind og se selve produktionen. Alt var slidt og voldsom gammeldags, men produktionen var stor og indtjeningen var formentlig det samme. Der var flere familier som levede af denne forretning.


Den skal aldrig have nye batterier


Bagerriet - med træ til ovnen i baggrunden.





så skal der trilles boller

Gæt hvor mange der er

Bageovnen
Stenovnen var meget meget gammel og deres holdning på stedet er klart at det er lige denne ovn, som giver det godt brød - og det smager altså også godt. Der bliver fyret med træ.
Først bliver der bagt boller og om eftermiddagen, ved eftervarmen, bliver det bagt en slags honningkager. Bollerne er lette og bagt med hvidt mel. Når bollerne var hævet færdig på gulvet bliver de sat i ovnen med den lange spade og bagt. De kan smagsmæssigt sammenlignes med en blanding af burgerboller og fødselsdagsboller.  Tilsvarende spiste vi ofte hvis vi spiste morgenmad ved Mama Cecilia - en slags restaurant lige ved siden af hvor vi boede.
 
Honningkager - mums de var gode



Alle blade klippes til med en saks sådan at de ikke fylder for meget i ovnen.
Den gik nok ikke i et vestlig bageri at sidde og klippe alle bladene til med en saks.

Indiske sakse er billige og klipper fint, hvis de ikke har været våde, da de ikke er fremstillet i rustfrit materiale. De er rigtig gode til at klippe i stof og lign. men er temmelig tunge.Med en god forhandlingsteknik og nogen tålmodighed kan den handles ned et ca. 5 kr. for en rimelig stor


Bagercyklen, som kører ud med morgenbrød


Der findes mange små bagerier og alle kører ud med deres eget brød. Hver morgen og eftermiddag hørte vi bageren kom - og en inder kan på afstand høre hvilken bager der kommer. Hver cykel har sin eget truthorn. Nogle trutter fx trut- trut andre truuut trut trut truut osv. Nogle kan have høje toner andre mørke - og sådan kender man sin bager på lyden.

Vi var på bageriet 2 gange i løbet af dagen - men brødet hævede kørte vi helt ud til stranden hvor der var lavet frokost til os ved en privat fisker. Efter frokosten var bollerne hævet færdig og vi vente tilbage for at de blev bagt.



fredag den 13. januar 2012

Goas skønne strande og det rustne skib

Goa er en lille stat på vestkysten. Den er oprindelig portugisisk og bygninger mv. er præget af det. Staten er mindre fattig end mange andre indiske stater, men der er klart også tiggere og hjemløse. På stranden ses de fattige i form af at de kommer og sælger frugt mv til turisterne, ligeledes gennem strandpigerne som arbejder hele vinteren med at servicere turisterne. Det er ikke lovligt at gå på stranden og give massage og derfor betaler de hver uge politiet en væsentlig del af deres indtjening for ikke at blive arresteret. På den måde tjener de alle på de rige vesterlændinge - en politibetjents løn er sikkert lav og alt bliver kurrupt.

Stranden i Goa er flad og med flot hvidt sand. Bølgerne på vestkysten er begrænsede og derfor et skønt sted at bade i de varme vand.



Aften på stranden


½ time senere og det er helt mørkt. Klokken er nu 18,30 og Vorherre har slukket lyset.


 Amalie og en indisk strandpige på stranden mellem Calangute og Candolim 2009/10

Langs hele strande er en tæt besat af små restauranter. De har alle strandsenge som de låner gratis ud mod at man køber sin mad hos dem. Det er dyrt i forhold til at spise uden for turistområdet men efter danske forhold koster det intet.

Nytårsaften 2009/10



Livet er skønt når man kan spise jordbær i 35 gr. varme på stranden.

I husene umiddelbart ned til stranden lejer de værelser ud til de solhungrende turister. Et værelse kan fås fra 500 rb i 2012. 2 år før var prisen 350 rubies. 

Et skib er sejlet til ophugning i Indien og efterfølgende er der opstået en tvist mellem Indien og det land som skibet kommer fra. Den har ligget i Det Arabiske Hav og rustet gennem en lang årrække før der er blevet enighed. Den er i løbet af de 2 år næsten blevet skilt ad og fjernet. 

Skibet i 2010

Samme skib i 2012
Vi kan ikke holde fri alle sammen.
Det er den helt almindelige måde at vaske tøj på i Indien - hun er ikke fattig sådan vasker man bare. En stor sten og så bliver tøjet slået ned på stenen med sæbe og derefter skylle i vand. Hun har en vandhane ved vaskepladsen, og behøver ikke at hente det i en spand. Det hele sejler og ingen synes at spekulere over vandrbrufoget. 
Tilføj billedtekst

torsdag den 12. januar 2012

De indiske skoler



I Coimbatore strandede vi uden at ville det i en dag og skulle finde på noget at opleve. Vi fik fat i en tuk-tuk og bad om at blive kørt til en indisk skole. Det kunne han sagtens klare. Den første skole vi har på var en privat skole. Inspektøren, som ville fortælle os omkring hvordan skolesystemet var opbygget, var til frokost. Vi gik igen, efter at have talt lidt med sekretærene, da det ville vare flere timer før hun var tilbage. Ved siden af lå en rigtig stor skole med ialt 2300 elever. Det var en samlig af 1 offentlig og 2 private skoler. Det er tydeligt at der er forskellige skoler idet uniformerne er forskellige i farve og udseende.


De fleste var fra den grønne skole lige her, men der var også børn med røde og blå uniformer. Hver skole sin uniform. Det er altså så sjovt at se på de der hvide mennesker - og især Sidsels hvide krøller.
Det ville allesammen rigtig gerne med på et foto og gjorde denne dag voldsom meget af at hilsen på skolelederne med et "good afternoon sister".
Vi kom ind i et lokale hvor en søster kom og talte med os. Vi fortalte at vi gerne ville se skolen og høre om deres skolesystem. Søsteren bad og vente til der var en leder tilstede. Tuk-tuk guiden synes nu at der nok var mulighed for at tjene yderligere og forlangte at få dobbelt betaling hvis han skulle vente på os. Han fik besked på at de sagtens kunne køre og vi ville selv finde tilbage til hotellet. Det var ikke det svar han havde havde håbet på og han truede os med at han ville ringe til politiet hvis vi ikke betalte ham. Så blev jeg da lige nød til at hæve stemmen og bede ham og at forsvinde eller ville jeg kontakte politiet - så forsvandt ham med sine 150 rb. som aftalt. Vi så os lidt omkrig da vi kom ud fra skolen for at se om de ventede på os et sted - det gjorde de ikke.


Vi fik serveret te mens vi ventede på lederen var ledig - hun havde møde med andre skoleledere over Skype

De fleste af børnene bliver enten hentet af forældre, barnepige eller bliver kørt med en tuk-tuk hjem.

Alle hænger sin taske bag på tuk-tuk´en
Så er der nemlig plads til mange flere





og der er altid plads til en enkelt mere

En væsentlig forskel på privat og offentlig skole er at i den private skole undervises der altid på engelsk undtagen når de har undervisning i det lokale sprog - i den offentlige skole undervises der på det lokale sprog undtagen når der er undervining i engelsk. Det gør, at når de forlader skolen, er der en meget stor forskel på om eleverne kan et sprog, som sætter dem i stand til at tale med de lokale eller de har engelsk som hovedsprog og dermed kan klare sig over hele Indien. I indien er engelsk det fællessprog og derudover er der omkring 250 forskellige sprog, som bruges lokalt og ikke foståes af befolkningen længere væk. Desuden er hindi også et fællessprog. At beherske engelsk har en væsentlig betydning for at kunne blive optaget på videregående uddannelser.
At gå i en privat skole koster fra 5500 - 8000 rb. pr. år. Der er ligeledes forskel på om det er en skole for udelukkende hinduer eller en muslimsk skole.

Så selvom der er skolepligt i Indien er det klart ikke alle som kommer i skole og bestemt en voldsom stor forskel på hvilke forudsætninger de har efter skolegangen. Neha i Delhi er vi ikke i stand til at tale med endnu, uden tolk, da hun først nu begynder at få lidt undervisning i engelsk.
Da lederen kom tilbag fra sit møde havde eleverne fra de private skoler fået fri men i den offetnlige skole var der stadig undervisning - i tandbørstning uden tandbørster. De bruger bare en pegefinger så bliver den jo i det mindste ren -næste gang skaffer vi lige 70 tandbørster og noget tandpasta og tager med.


én lærer

til ca. 70 elever i pre-school






Sådan en rundvisning og en forklaring på skolens opbygning koster selvfølgelig noget. Det er såvel i Coimbatore som i resten af Inden, rigtig svært for enker at sørge for deres børn kommer i skole hver dag fremfor at tjene penge. Det er sådan at alle selv skal have sin madpakke med, men de som ikke har ret meget får udleveret en vitaminpille. Derudover arrangeres der ture for enlige og deres børn. Det gav vi et bidrag til. Så havde vi betalt vores ulandsbistand den dag.